Et lille eventyr om verdens vidunderligste lille by…

Der var engang en lille by. En yndig gammel købstad – faktisk den mindste i riget. Et kloster, en kirke, nogle brosten, salt til et æg - og roser… jo det var alt, hvad byen havde at byde på.

– Ganske lidt mente nogen og rystede på hovedet, når de en sjælden gang hørte derom.

Og nok var den lille og for mange helt ukendt. Men de, der boede der, elskede deres lille, smukke, stille by. Hvor end man gik, duftede der af roser og byens huse tog sig godt ud, når gæster tog billeder. På fjorden padlede en Svane rundt, et tog kørte på skinner, og på byens torv lød der en skramlen fra kuskens vogn, som det havde lydt i århundrede - hen over byens toppede brosten.

Byen havde sågar sin egen dronning – en Rosendronning! Jo der var rigtig nok noget ved denne by, som kunne røre hjertet hos de der så det.

Men en dag skete der noget,…. Uret på rådhuset gik i stå - tavst blev det. Ikke en lyd kom der fra det gamle klokkeværk. Tranen, som troligt havde stået uret bi i sol og regn, kiggede ned på det gamle ur og tænkte, jeg har da endnu min forgyldning - og når solen skinner på mig, glimter jeg stadig til de folk, der går dernede på torvet.

Men det var vinter og solen var sjælden og folk i byen fortsatte, som om intet var hændt. Og de ænsede hverken forgyldt trane eller at de muntre små timeslag var forstummet – alle havde de travlt med hver sit, for noget tog deres opmærksomhed mere end et ur, der var blevet tavst og en trane, der aldrig havde sagt dem noget.

Landets klogeste havde nemlig kundgjort, at de gode tider var forbi!

– Alle måtte redde, hvad redde kunnes, og de, der ikke kunne klare det, havde enten ikke gemt nok i kisten, mens tid var, eller også forstod de bare ikke at rette sig ind efter den nye orden.

Nogle forstod det dér med at effektivisere og rette ind - og de roser som byen ellers var så kendte for, blev gravet op, og jorden dækket af stauder - der bedre kunne passe ind i den nye orden.

Mange blev skræmte. Gik hjem i deres huse. Rystede sparegrisene og tjekkede beholdninger under gulvbrædder og i hovedpuder, mens de forsikrede hinanden om, at det nok skulle gå alt sammen.

Men det gjorde det ikke…

En dag lukkede en butik i byen. ”åh pyt” sagde folk, der kommer nok en anden. Den næste dag lukkede endnu en butik og folk sagde ”der kommer nok en ny” – De tomme ruder kiggede på folk, mens de gik forbi og gjorde småindkøb. Gæster, der kom til byen, havde ellers netop beundret de små specielle butikker og klappede i hænderne. Nu beklagede de, at butikkerne havde lukket, og nogle stod endda tomme. Også skoleinspektøren klagede - kun 28 små nye skolebørn næste år! Aldrig er der blevet født så få! Folk trak på skulderen ”Det er hårde tider!”

- Og det var det …. Og modløsheden bredte sig. Og en dag blev det alt for meget for den lille by.

Borgere samlede sig, kiggede på hinanden og lyttede til tavsheden. Der er noget galt, her er blevet alt for stille! – Vi må gøre noget.

Snart myldrede ideerne frem og med dem smilene i de ellers lidt triste ansigter. Meget blev vendt og drøftet, indtil en sagde, at hun havde hørt om noget …. En lille snegl, ….. som vistnok kunne fortrylle enhver, der så den. Folk lo og sagde en SNEGL. Nej, nu har jeg aldrig, den er jo langsom ja, tilmed kedelig, blev der sagt.

Det blev aftalt at holde endnu et møde og folk gik hver til sit. Nogle havde dog svært ved helt at glemme den lille snegl og ville gerne se nærmere på din. Tænk, hvis den virkelig var fortryllet.

Nogle rejste endog til syden andre til norden for at finde sneglen og lære nyt og ved selvsyn se den.

Det, de fandt, var noget ganske specielt. De blev budt velkommen så hjerteligt og gæstfrit, så de ikke troede deres egne øjne. De blev bespist med det lækreste som byen og området kunne byde på. De blev vist rundt, fik fortalt blev sunget for og kræset om, så de ganske tabte deres milde Mariager hjerter til den lille snegl

Snart havde sneglen vundet så manges hjerter. At de, der havde mødt den, kunne berette, så den vandt endnu flere.

”den er er da yndig” sagde mange ”den er kær” sagde flere. Den er sin egen, ja, tilmed bærer den på sin fortid, bruger den og bringer den stolt med på ryggen ind i fremtiden, ”den er lidt lige som os” ”skal vi ikke invitere den hertil og se om den kan lide at være her?”.

Det blev besluttet at ansøge sneglen om dens tilstedeværelse, og sneglen svarede, at den gerne ville komme, hvis blot vi kunne opfylde nogle krav. Krav sagde folk, hvad er nu det?

Borgene læste sneglens krav - sneglens krav var jo byens sjæl! Alt det borgene elskede deres lille by for. Hvad nu? Sagde de. Den vil æde os, tager det, der er vores! Men sneglen beroligede dem; ”nej, jeg vil da ikke tage, jeg vil da ikke udnytte - jeg vil give, og jeg vil åbne jeres og andres øjne, for alt det dejlige I har og kan få, hvis blot I husker på, at det er jeres fortid, der kan redde jeres fremtid –Mariager er unik, og det I har er sjæl og charme – og husk på, hvad det er I vil og gør det!

Og det vidste de godt borgerne i Mariager. De ville have Mariager til at blomstre. Og snart blomstrede roserne i bedene, uret begyndte igen at gå – men ikke ved magi og ikke ad sig selv – nej!

Der blev bestilt en urmager som reparerede det gamle rådhusur og byens gamle borgmester, gik en tur med kommunens overgartner og fortalte historien om ”rosernes by” – gartneren kendte den ikke - men nu glemmer han den aldrig igen. Historier fra fortiden præger nutiden og kan forandre fremtiden.

Og folk så fremad og opad, og smilte lidt bredere. Det skal nok gå, sagde de… - og det gjorde det!

Skrevet af Mette Bay Velling 9.marts 2013

Blev skrevet og læst op i anledningen af Mariagers status som Danmarks 2. Cittaslowby